Sorg - det oversete element i problemskabende adfærd

Psykolog Tove Svendsen holdt på Vidensteamets konference en workshop om sorg, og om hvordan sorgreaktioner hos udviklingshæmmede ofte forveksles med eksempelvis demens eller depression.

 

Når man taler om sorg hos udviklingshæmmede er det vigtigt at huske, at deres hverdag indeholder mange ting, der kan fremkalde en sorgreaktion. Det kan være tab af en bestemt ting, man holdt af, tab i forbindelse med personaleudskiftning eller tab af medbeboere. Tove Svendsen lagde på workshoppen især vægt på de udviklingshæmmedes sorg over netop det at være udviklingshæmmet - sorgen over eget handicap.

Ubearbejdet sorg kan føre til ændringer i adfærden, som det ofte kan være vanskeligt at finde forklaring på. Her er det bla. vigtigt at huske på, at den egentlige årsag til sorgen kan ligge mange år tilbage, men blive aktiveret af mere eller mindre tilfældige hændelser i nutiden. En påmindelse eller måske et nyt tab. En god måde at blive opmærksom på ubearbejdet sorg er derfor at arbejde med personens livshistorie.  

Hvordan skal man tale med udviklingshæmmede om deres sorg? Her er det, ifølge Tove Svendsen, afgørende, at man "åbner døren meget forsigtigt ind til det, der gør ondt."

Og så spiller ordvalget i samtalerne også en vigtig rolle. Udviklingshæmmede forstår ikke betydningen er mange af de udtryk og vendinger, der bruges i forbindelse med et dødsfald. Hvis en person er "gået bort", betyder det jo i sagens natur, at personen på et eller andet tidspunkt vender tilbage. Og hvis en person har "stillet træskoene", er det måske nærliggende at spørge, hvornår han så henter dem igen. Denne form for omskrivninger og metaforer kan udviklingshæmmede ikke koble med den bagvedliggende betydning.

Tove Svendsen anbefalede på workshoppen følgende supplerende litteratur:

  • "Fra tilskuer til deltager" af Per Lorentzen, Døveskolernes Materialecenter (2008)
  • "Å dele en sorg: Når pårørende med utviklingshemming møter alvorlig sykdom og død" Kreftforeningen (2004). Download pjecen her (.pdf)
  • "Den skjulte sorg" af Tove Svendsen i VidensTema nr 1 (2007) Download artiklen her (.pdf)

 

Tove Svendsen er cand.psych.aut. Hun er indehaver af firmaet "Center for Udviklingshæmning og Psykisk Velvære" (CEUD), som bl.a. løser opgaver for VISO. Tove Svendsen er tilknyttet Kompetencecenter for Aldring og Helse, afdeling UAU i Tønsberg i Norge. Hun har mange års erfaring med terapi med mennesker med udviklingshæmning og undervisning.