ADHD tsunamien er over os - eller hva'?

Specialpædagogisk konsulent Kimmie Falk holdt på Vidensteamets konference en workshop, hvor hun problematiserede diagnosticeringen og behandlingen af ADHD. 

 

ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse kendetegnet ved forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet.
Forstyrrelsen er mest kendt hos børn, men der lader til at være en markant stigning i antallet af voksne med ADHD.

Flere og flere får prædikatet, uden at der er stillet en egentlig diagnose.
Når man observerer en ADHD-lignende adfærd, er det vigtigt at være opmærksom på, at adfærden kan skyldes forhold, som ikke har noget med ADHD at gøre. En undersøgelse refereret i Ugeskrift for Læger i 2002 viser, at kun 12 ud af 68 henviste børn med ukoncentreret og urolig adfærd havde ADHD.

Diagnosen kan på den ene side virke som en sovepude - en undskyldning for f.eks. ikke at se på mulige miljøfaktorer. På den anden side kan en diagnose være nødvendig for at få behandlingsmæssig hjælp fra det offentlige.  

Kimmie Falk stillede bl.a. spørgsmålet: om behandlingen af ADHD med ritalin og lignende præparater altid er en regulær medicinering eller om der kan være tale om såkaldt neurokosmetik? Hun efterlyste en graduering af sygdommen og slog til lyd for grundige speciallæge undersøgelser, og en bredere og mere målrettet behandling. En pakkeløsning - hvor indsatsen både omfatter personens selvindsigt, miljøfaktorer (struktur) og medicinering.

Download Kimmie Falks ppt oplæg her (.pdf)

Kimmie Falk er pædagog, specialpædagogisk konsulent og projektleder på AspIT Odense. Hun er bl.a. tilknyttet Vidensteamets Rejsehold og VISS.dk's ekspertteam. Hun underviser på Sølunds Neuropædagogiske efteruddannelse. Kimmie Falk benytter sig af en bred neuropædagogisk indfaldsvinkel.